Gå videre til indholdet ↓

Flere historier

Christian fortæller...

Christian Havrehed, Atlantic College, 86-88. Han er nu flyttet hjem fra Kina og er fuldtidseventyrer.

Hvorfor søgte du ind på UWC?

Jeg boede i en lille landsby uden for Aalborg, og jeg syntes, at det var ret intetsigende at gå i gymnasiet.  Den ene dag lignede den anden. Det var ikke cool at lave lektier, det var ikke cool at gå i skole, og med vennerne snakkede vi aldrig rigtig om andet end fodbold og weekendens fest. Hverdagen var kedelig leverpostej, uden udsigt til, at den ville blive bedre, så da jeg hørte om Atlantic College, en kostskole i et gammelt slot i Wales ud til Atlanterhavet med klippekyst og 12 meter tidevand, samt elever fra hele verden, så tænkte jeg: ”Det må jeg prøve!”. Mere overvejede jeg det ikke. Det var ren eventyrlyst. Mine forældre ville ikke have været i stand til at sende mig til Atlantic College, hvis vi selv skulle have betalt, så det at UWC uddeler stipendier, så det blev muligt for mig at tage af sted, var endnu mere ufatteligt og privilegeret. What’s not to like? Bare ud af røret!

Hvad har UWC betydet for dig?

Jeg tror seriøst, at hvis jeg ikke var kommet på UWC, så var jeg endt som bibliotekar et eller andet sted i Nordjylland. UWC gav mig sådan en øjenåbner, at jeg aldrig har set mig tilbage. I stedet for at blive bibliotekar, har jeg læst en BA i kinesisk sprog og ledelsesstudier ved Durham Universitet i England (jeg fik nogle kinesiske venner på Atlantic College, derfra interessen), og så arbejdede jeg for et førende strategikonsulenthus i London for at lære nogle hardcore business skills, inden jeg tog til Hong Kong og Kina for at arbejde.  I de 20 år jeg var i Kina, startede jeg som sælger og endte som administrerende direktør for et engelsk børsnoteret firma. For seks år siden, efter 27 år i udlandet, flyttede jeg til Frederiksberg sammen med min franske kone og vores to drenge, som begge er født i Shanghai.  Shanghai er en kæmpe by, så København føles nu lige så stor, som den lille landsby jeg kom fra i Nordjylland.

UWCs værdisæt er en hel naturlig del af min hverdag. F.eks. brugte jeg i 2001 56 dage på at ro 5.000km over Atlanterhavet sammen med en kineser for at bevise, at kryds-kulturelt samarbejde er muligt, selv under de mest ekstreme forhold, bare man er villig til at tro på hinanden og samarbejde. Vi brugte også turen til at rejse stipendier til Atlantic College, og endte med at betale for to kineseres ophold på Atlantic College. Jeg havde selv fået et stipendie, så det at kunne give to tilbage, var en stor tilfredsstillelse.  Pay it forward…

Jeg har nu venner over hele verden, så globale konflikter / katastrofer kan fylde meget, for de berører ofte mine venner. Og så må man jo lige ringe og spørge om de er OK  – og samtidig kan man så få et reality check, om det vi bliver fortalt i den danske presse, nu også holder vand.  Det er meget sundt med perspektiv. Uden UWC ville jeg aldrig kunne have haft julefrokost i Tokyo sammen med min gamle japanske værelseskammerat Koh, og Khalid fra Oman, som jeg havde mistet kontakt med efter Atlantic College, og som i mellemtiden var blevet den omanske ambassadør i Japan!  Hvor tit sker det?

Hvor er du i dit liv i dag?

Efter vi kom tilbage til Danmark, og fordi mine børn nu er ved at være voksne, så har jeg skiftet karriere.  Vi har kun et liv, så at bruge resten af det på business, synes jeg ikke er videre tiltalende. Nu er jeg eventyrer, og lever af at holde foredrag, hvor jeg selvfølgelig slår et slag for UWC og UWCs værdier.  Lige nu arbejder jeg på at bevise, at kineserne, ligesom vikingerne, besøgte Amerika inden Columbus.  Så snart drager jeg ud på nye eventyr til Korea, Japan, Kyrillerne, Kamtjatka, Aleuterne, Alaska, Canada og USA for at prøve at finde spor efter præcolumbianske kinesiske besøg der, og på den måde forbinde oldtids Kina med den nye verden. Det bliver ikke let, but anything is possible! Et lidt andet liv, end at være bibliotekar i Nordjylland, men det er UWC i en nøddeskal – like when you take the red pill in the Matrix.

Troels fortæller...

Troels Boldt Rømer, UWCSEA (Singapore), 2012-2014. Studerer i dag medicin på KU. 

Hvorfor søgte du ind på UWC?
Fordi jeg havde lyst til at skubbe verden i en bedre retning – men jeg vidste ikke hvor jeg skulle starte. For at svare på det spørgsmål måtte jeg være nysgerrig. På andre mennesker, deres historier, kultur, holdninger og udfordringer. Skubbe mig selv ud på dybt vand og få vendt op og ned på mit verdensbillede. Hive teltpælene op og tage ud i verden for at teste mine holdninger, møde mennesker og se, hvordan den virkeligt er. Det var dét, som fik mig til at skrive ansøgningen til UWC. En ukuelig tro på, at vi kan gøre det bedre – og en lyst til at finde ud af hvordan.
 
Hvad har UWC betydet for dig?
Mere end hvad jeg kan formulere med ord. UWC gav mig et indblik i den virkelighed, de problemer og de håb, som lever udenfor Danmarks grænser. Venner for livet og minder, der ikke kan beskrives, men kun føles. Det var godt for min ydmyghed at møde mennesker, der var dygtigere, havde bedre ideer og vildere visioner end mig selv. Og helt konkret fandt jeg – særligt på mine rejser og igennem de projekter, jeg involverede mig i på UWC – ud af, at jeg havde brug for menneskekontakt og håndværk i mit liv. At naturvidenskaben var dét, der intellektuelt pirrede mig mest. Og at spørgsmålet om, hvordan vi bruger teknologi og organisering til at skabe en mere human verden var dét, som jeg vil svare på.
 
Hvor er du i dit liv i dag?
Under UWC var jeg blevet optaget på et par universiteter i USA og England. Jeg troede jeg skulle læse politisk økonomi, men da jeg gjorde bordet op efter mine to år på UWC stod det klart, at jeg skulle læse medicin og hjem til Danmark. I dag er jeg lægestuderende på Københavns Universitet, underviser på Institut for Neurovidenskab og forsker på et laboratorium, der b.la. arbejder med brug af genteknologi til bekæmpelse af infektionssygdomme, kræft og biologisk grundforskning. Vedsiden af studiet og arbejdet er jeg landsformand for Ungdommens Røde Kors, hvor vi prøver at skabe en organisation, der kan forløse det sociale og humanitære engagement i vores generation. Og så bor jeg på et festligt, traditionsrigt kollegium med min skønne kæreste, der læser teologi – og bruger alt det jeg lærte på UWC om at bo tæt med mange skøre, inspirerende mennesker med stærke holdninger. Hver eneste dag.

Sebastian fortæller...

Sebastian Quaade, UWCSA Waterford Kamhlaba, 2014-2016. Han studerer nu i USA.

Hvorfor søgte du ind på UWC?

Jeg søgte ind på UWC, fordi jeg var vild med ideen om at bo med andre teenagere, som delte en passion for at gøre noget godt for verdenen. UWC var en fantastisk uddannelse i styrken i og nødvendigheden af internationalt samarbejde, men klargjorde samtidig også de ulige præmisser som meget internationalt samarbejde foregår på.

Hvad har UWC betydet for dig?

UWC har også givet mig en verdensomspændende familie af fantastiske venner, som jeg stadigvæk er tætte med. Mine to år på Waterford var de bedste to år af mit liv. Det regner jeg med at de er længe.

Hvor er du i dit liv i dag?

Efter mit ophold på Waterford tog jeg et halvt sabbatår, hvor jeg arbejdede på en cafe og på en gård. Derefter drog jeg til USA, hvor jeg nu læser økonomi og matematik samt et certifikat i menneskerettigheder som studieretning. Jeg drømmer om at bruge denne uddannelse til at bidrage til forhøjet velfærd og lighed i udviklingslande. På den måde håber jeg at leve UWCs drøm videre.

Rune fortæller...

Rune Øster Mortensen, UWC Atlantic College 2012.

Hvorfor søgte du ind på UWC?

Mens jeg gik i 1.g på Støvring Gymnasium havde jeg ret meget lyst til at komme ud i verden og opleve noget, så jeg søgte ind på UWC. Jeg ville gerne prøve noget anderledes, og jeg syntes at idéen om at møde unge fra mange forskellige kulturer lød fed. Efter nogle lange novemberaftener på den danske, engelske og skolernes egen hjemmeside, fortalte jeg mine forældre om det og var ikke i tvivl om at det var dét jeg ville.

Hvad har UWC betydet for dig?

I Wales boede jeg på 4-mands værelse med en kenyaner, en venezuelaner og en kineser og lærte at konfliktløse og bo sammen med andre mennesker trods forskellighed. Vi gik til undervisning, socialt hjælpearbejde og måltider sammen hvilket, udover et yderst velsmurt engelskniveau, fik mig til at sætte pris på både forskelle og ligheder mellem vores kulturer. Det var en stor og overvældende oplevelse for mig, og måske vigtigst af alt hjalp UWC mig med at lære mig selv og mine ambitioner og planer for fremtiden bedre at kende.

Hvor er du i dit liv i dag?

Lige nu arbejder jeg som frivillig med søredning af flygtninge i middelhavet og lever for penge som jeg sparede op hos Novo Nordisk, hvor jeg indtil januar arbejdede med udvikling og test af insulinpenne til diabetespatienter. Mellem gymnasiet og Novo tog jeg 2 sabbatår med både arbejde og rejse og derefter læste jeg en civilbachelor i Design og Innovation på DTU. Efter sommerferien regner jeg med at søge jobs indenfor logistik eller systemdesign i den humanitære sektor, enten i NGOer, mellemstatslige organisationer eller i små virksomheder.

Jeppe fortæller...

Jeppe, UWC Dilijan, 2016-2018. Han bor nu i Armenien.

Hvorfor søgte du ind på UWC?

I Danmark har vi det virkelig godt. Alle får en god mængde SU til at finansiere hundredvis af øl, togrejser og dagens ret til 40kr på gym. Vi cykler alle rundt uden hjelm og finder skønne kærester der bor på Østerbro vi spiser pizza med. Vi har tømmermænd sammen til idrætsdag og laver dårlig SoundCloud musik, vi faktisk selv synes er lidt fedt.

Jeg elskede at gå i gymnasiet. Selvom undervisningen var lidt kedelig, var jeg lykkelig, og følte ikke at jeg havde brug for andet end venner og øl. Da en UWC-annonce kom frem på Facebook, var jeg tændt. Jeg drømte om at være den der dreng, der flytter ud i verden for at lære at snakke Tagalog med en muslimsk kæreste, som er en transkønnet surfer; jeg var tændt på at møde nye mennesker og snakke om religion, familieværdier, rugbrød, sild og lakrids; og jeg syntes det lød mega fedt at bo i udlandet på en skole, der havde grundværdier frem for fredagsbarer.

Selvom jeg drømte en masse, var jeg stadig ikke sikker på, om UWC var noget for mig. At tage på UWC ville være den største ændring i mit liv til dato. Jeg havde en masse venner på gym, og at flytte væk fra min mor ville også være rimelig svært.

Men jeg tænkte: at ansøge kan ingen skade gøre. Så jeg ansøgte.

Hvad har UWC betydet for dig?

Fuldkommen ubeskriveligt meget. Udover de generelle svar som at bo med 400 mennesker fra 83+ nationer, udforske og bo i et andet land, tale engelsk flydende på et akademisk niveau, studere den mega hårde, men mega fede, International Baccalaureate, bo sammen med jøder, muslimer, buddhister, og ateistiske kommunistiske jødiske muslimer med en amish far og en satanistisk mor, har UWC betydet utroligt meget for mig.

Jeg har fået muligheder for at gå på en virkelig god og prestigefyldt skole og, selvom det lyder cringe, lære om mig selv.

For hvis der er nogen man lærer at kende, når man bliver skudt afsted til et postsovjetisk land for at læse filosofi, musik og engelsk, så er det en selv! Efter hundredvis af diskussioner på gangene kl. 4 om natten og adskillige japanske ketchup slikkepinde, har jeg fået en forståelse for mig selv, som jeg aldrig ville have haft adgang til.

Jeg siger ikke, at man ikke kan udvikle sig, hvis ikke man tager til et andet land, jeg havde bare adgang til en større buffet af holdninger og kultur end jeg havde i Danmark - hvilket var ret fedt.

Hvor er du i dit liv i dag?

Som få gør, besluttede jeg mig for at blive i Armenien. Jeg har altid haft en drøm om at åbne et lille fællesskab eller samfund for spændende mennesker. Det resulterede i, at jeg åbnede et kollektiv i Armenien for sabbatårstagende fra hele verden. Hurtigt udviklede kollektivet sig til en innovationsby for iværksættere og frivillige - støttet af nogle fantastiske Armenske investorer der deler de værdier vi har i byen. Lige nu er vi 6 mennesker der bor her og bygger det hele op - og vi har altid brug for flere mennesker :)

Jeg har, indtil videre, ikke tænkt mig at gå på universitetet (som er et hyppigt valg hos UWC-elever), men har i stedet tænkt mig at blive i Armenien i nogle år - indtil jeg finder på noget andet at lave.

I kan læse om det på www.cilicialiving.com

Anton fortæller...

Anton Holten Nielsen, Li Po Chun United World College of Hong Kong, 2016.

Hvorfor søgte du ind på UWC?

Jeg søgte ind på UWC, fordi jeg havde en brændende nysgerrighed på verden og dens kulturer. Jeg ville opleve forskellighed, værdier og udfordring på egen krop i modsætning til mit komfortable liv i Danmark. Jeg var frustreret over den apati, jeg oplevede i gymnasiet – så en idealistisk skole med bæredygtighed, fred og kulturel forståelse i centrum var alt, jeg havde drømt om. Jeg ville gøre verden til et bedre sted ved at møde den. Med andre unge, der havde det på samme måde.

Hvad har UWC betydet for dig?

UWC vendte min verdensopfattelse på hovedet, og jeg bruger ting fra UWC hver eneste dag. Jeg voksede på alle måder – personligt, fagligt og socialt. Jeg overskred grænser, fordomme og frygt. Ved at få venner fra hele verden blev den meget mindre. Jeg fik sat et ansigt på samtlige lande, som jeg lovede en dag at besøge. Jeg erkendte, at 98% af verdens befolkning bare gerne vil have et anstændigt liv for sig selv og sine børn. Jeg lærte at tale på tværs af kulturer og at se ting som religion, venskab, familie og humor i et nyt lys. Opholdet på UWC har gjort mig mere balanceret, dedikeret og optimistisk. Det har næret en indre ild, som jeg fortsat vil bruge til at hjælpe mennesker ved at skabe forståelse på tværs af landegrænser og nuancere nyhedsstrømmen, når det hele bliver for sort og hvidt.

Hvor er du i dit liv i dag?

Efter nogle år i Shanghai og Paris læser jeg nu Statskundskab på Københavns Universitet på 2. semester. Jeg bor i en container på Amager, går til løb i klubben FIF, skriver poesi, arbejdede med politik frem mod Folketingsvalget og er ved at tage kørekort. Jeg vil gerne til udlandet igen for at læse eller arbejde. Jeg er stadig ikke sikker på mine fremtidsplaner, men jeg er meget optaget af samfundsinstitutioner som centralbanker og nyhedsmedier samt global udvikling og udenrigspolitik. Måske bliver det til noget inden for engelsksproget journalistik eller diplomati. Derudover håber jeg på at bo i flere lande, at skrive nogle bøger og få fortalt vigtige historier om, hvad globaliseringen gør ved os som mennesker og samfund.